lørdag den 15. december 2018

S&S på juleferie

Efter en forholdsvist vellykket intimkoncert i Pladeshoppens Kaffebar i hjertet af Silkeborg, tillader duoen nu sig at holde en lang juleferie i familiernes skød.

Vi kan samtidigt sige, at vi er det første ensemble, der nogensinde har spillet en koncert i kaffebaren, og etablissementets indehaver var absolut positiv over for tanken om, at lave flere af den slags arrangementer.

Skal jeg antyde en vis indignation over arrangementet i kaffebaren, må det være, at alle de lokale motherfuckers ikke indfandt sig blandt publikum, men til gengæld havde vi besøg af fans, der tog turen til Vestergade langvejs fra. Det betyder noget!

Fotoet, som ledsager dette blogindlæg er taget af Frode Steinicke og efterfølgende brutalt redigeret af duoens tågehorn, Lars Svanholm.

Glædelig jul! 

mandag den 10. december 2018

Der var et par kiks, men...

...måske kunne det ikke høres?

Selvfølgelig kunne de dét! Og der var såmænd musikere blandt publikum; men stemningen var ikke desto mindre fin, da vi spillede koncert i Vilhelmsdal ved Malling syd for Aarhus.

Vi fortsætter ufortrødent vor "electric/acoustic world tour" med unplugged koncert i Pladeshoppens Kaffebar fredag d. 14. december.

Tak til Elin Neumann, Vilhlemsdal, for fotografi.


onsdag den 5. december 2018

Rygter KAN tale sandt!





Man skal passe på med at bringe udokumenterede rygter til torvs, men der forlyder ét, der går ud på, at duoen Peter, Paul and Mary skal spille på en café i en jysk købstad ganske snart.

Hov!!!?, vil den skarpsindige læser af denne blog sige... Peter, Paul and Mary er en TRIO!!! Det er rigtigt, men en del af dette sejlivede rygte går på, at Mary er blevet tøsefornærmet og har meldt afbud.

Det er imidlertid noget sludder, der indtil nu optræder i dette blogindlæg. Det er naturligvis duoen Svanholm & Svenningsen, det drejer sig om.

Vi spiller en time unplugged fredag d. 14. december kl. 20 i Café Pladeshoppen i Silkeborg, og når vi optræder i den akustiske udgave, sker det under navnet Lars og Morten! 

Så kunne vi såmænd næsten akkurat lige så godt promovere os under navnet Peter and Paul eller Søren og Kristian....

Nej! Vi hedder - indtil noget andet er bevist - Svanholm & Svenningsen, og det er også udgangspunktet, når vi klemmer os sammen med vore akustiske guitarer i Pladeshoppen.

Fotografierne er stemningsbilleder fra træningslokalet i Lysbro ved Silkeborg!