fredag den 24. oktober 2014

Det officielle pressebillede

Under fredagens trænings-session benyttede vi lige lejligheden til at få taget det første officielle pressebillede.

Jeg finder det ganske fremsynet, at en duo, der behersker 4½ nummer i god tid får klaret den slags ting.

Stemninger fra træningslokalet

 Effekter... Man bør ikke gå ned på udstyret

 Et Gretsch med Fender-rem

 Sagde jeg "effekter"? Her Morten Svenningsens "pedalbræt".

 En smuk Fender Stratocaster i sin klassiske form

Leadguitaristen checker lige rytmeguitaristens guitar... Godkendt?

torsdag den 23. oktober 2014

What's so funny...........?

Der er efter al sandsynlighed mange, der tror, at det er Elvis Costello, der har skrevet '(What's so Funny 'bout) Peace, Love and Understanding'. Costello har ganske rigtigt haft sangen på sit repertoire i mange år; men æres dén, som æres bør:

Nummeret er skrevet af Nick Lowe (billedet), som rock-arkæologer vil huske, blandet meget andet, for hans rolle som sangskriver, sanger og bassist i det britiske band Rockpile.

Rockpile udgav kun én plade i omkring 1980, og de resterende plader blev udgivet som solo-projekter af enten Lowe eller gruppens ene guitarist (og sanger) Dave Edmunds. Det var noget fnidder-fnadder med de evindelige pladeselskaber, der var årsagen til disse komplikationer.

Jeg tror, vi skal prøve at træne '(What's so Funny 'bout) Peace, Love and Understanding'... Der er fire akkorder, så mon ikke det går?

tirsdag den 21. oktober 2014

Hvem er vi egentlig?

Vi er to personer med vidt forskellige baggrunde og rent aldersmæssigt er der vel en snes års forskel...
Morten Svenningsen spænder som guitarist over det meste. F.eks. er billedet herover taget ved en koncert på KunstCentret Silkeborg Bad under en koncert med Sjöholm Svenningsen - og her er det det lyriske guitarspil, Morten Svenningsen praktiserer. Han har dog også optrådt i langt mere hårdtslående sammenhænge.
Lars Svanholm er - foruden at bestyre denne blog - mest kulturelt forankret i billedkunsten; men har dog tilbage i 80'erne spillet i forskellige bands.


Første træning

I dag - d. 21. oktober 2014 er på mange måder en historisk dag, da den første træning fandt sted med start kl. 10.00.

Vi øvede som første nummer Step Inside This House af Guy Clark, hvorefter vi gik over i en helt anden boldgade med en klassiker, nemlig Stones' udødelige Statisfaction, som dog udviklede sig helt overrumplende i løbet af træningspasset.

Vi berørte også lige et James McMurtry-nummer, inden vi holdte fyraften ved frokosttid.

Jeg håber, vi på et tidspunkt har mulighed for at give læsere af denne blog mulighed for at høre, hvad vi laver i træningslokalet, inden vi har vort første gig, som finder sted d. 30. november.